Den massive satsning på at styrke bymiljøet i Nakskov har båret frugt. Vi har i Nakskov Bygningsbevaringsforening længe argumenteret for, at en mere intensiv satsning på Nakskovs kulturmiljø og restaurering af de ældre bygninger, vil være et aktiv for hele Lolland-Falster.
En evaluering af investeringerne gennem RealDania og Nakskov Bymidtefond, viser i den nyligt udgivne rapport, at der er skabt en stigning i indbyggertallet på knapt 9%, og at det samtidig har haft direkte gavnlige effekter for både erhvervsdrivende og turisme.
Man kunne måske godt spørge, om forøgelsen i indbyggertallet ikke også kunne skyldes de mange nye arbejdspladser og investeringerne i den lokale industri, som også finder sted i disse år? Fortællingen om det øgede indbyggertal lægger sig imidlertid i tråd med lignende mønstre andre steder på Lolland, bl.a. fra Nysted, hvor en lignende satsning på bymiljøet har betydet en stigning i boligpriser og øget turisme.
Nakskov Bygningbevaringforening ser de nye undersøgelser som en klar indikator for, at investeringer i Nakskovs stedbundne potentiale er vigtigt og korrekt. Vi ser derfor også frem til flere investeringer og et godt samarbejde med Nakskov Bymidtefond i fremtiden.
Onsdag den 27. november sætter Nakskov Bygningsbevaringsforening og Nakskov Kunstforening fokus på detaljerne i bybilledet samt håndværket bag. Der gives desuden praktiske råd om vedligeholdelse samt information om mulighed for tilskud fra Nakskov Bygningsforbedringsfond.
På Østre Boulevard ved vaskeriet hænger et kileformet skilt, der viser de tre ’www’er for World Wide Web’ og et snabel-a. Skiltet forener på smuk vis to umiddelbart forskellige ting, nemlig gammelt smedehåndværk og Internettet.
Men hvad er historien bag?*
Tilbage i starten af 00erne lå her en netcafé i baggården i forlængelse af vaskeriet, i et tidligere stryge- og rullerum. Ejeren, Ib Nyhus, fortæller, at han dengang tog kontakt til formanden for smedenes pensionistforening, og at skiltet blev fremstillet på Smedemuseet, Den Gamle Smedje, af Walther Ib. Prisen var en kasse øl til Smedemuseet! Nu har vi alle smartphones, og Internetcaféen er nedlagt, men skiltet hænger der stadig som en påmindelse om smedehåndværkets betydning for Nakskov.
Godt håndværk er en del af vores historie, og det er med til at forskønne vores by. Lægger du mærke til sådanne detaljer, og kender du historierne bag? Sammen med Nakskov Kunstforening sætter vi fokus på, hvordan vi bevarer og forskønner vores by.
Vi har opdelt aftenens program i tre dele:
Knofedt og vedligeholdelse: Skilte, gitre, hængsler og beslag er med til at gøre bygninger mere interessante. Men det kræver også vedligeholdelse og knofedt. Kit Kjærbye fra Nakskov Kunstforening viser eksempler og giver konkrete, praktiske råd.
Støtte til forbedring: Vi har inviteret formanden for Nakskov Bygningsforbedringsfond, Henrik Vang-Olsen, til at fortælle og besvare eventuelle spørgsmål om hvordan man her kan søge tilskud til vedligeholdelse.
Hvad synes du? Vi er forskellige, men vi interesserer os for byen, dens miljø og kulturarv. Pernille Bærendtsen fra Nakskov Bygningsbevaringsforening samler op med en lille opgave og en snak om hvad det er, der får nogle bygninger til at udmærke sig: Godt håndværk, knofedt, vedligeholdelse, tilskud, fælles engagement eller noget sjette?
Hvis du har gode eksempler på fine detaljer og godt smedehåndværk i bybilledet, så del gerne billede og historie med os i Facebook-opslaget for arrangementet her eller tag billedet med den 27. november!
Arrangementet foregår den 27. november kl. 19-21 på Nakskov Lokalhistorisk Arkiv i Jernbanegade 8 i Nakskov. Det er gratis, men vi vil bede dig om at tilmelde dig hos Grete Breinhild her senest den 20. november.
*) Tak til Nakskov-gruppen på Facebook for baggrundsviden!
Bemærk venligst at programmet er opdateret den 19. november med detaljer om aftenens program.
På den ekstraordinære generalforsamling d. 21/5 var der risiko for foreningens nedlukning, men frygten blev i allerhøjeste grad gjort til skamme!
Til bestyrelsen blev valgt hele 9 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter:
Forperson: Flemming Willum Petersen
Næstforperson: Pernille Bærendtsen
Kasserer: Lene Lund-Hansen
Sekretær: Thomas Langhoff-Nielsen
Bestyrelsesmedlem: Søren Rosenberg Jensen
Bestyrelsesmedlem: Susanna Schönecker
Bestyrelsesmedlem: Kit Kjærbye
Bestyrelsesmedlem: Thomas Steen Pedersen
Bestyrelsesmedlem: Allan Blak
1. Suppleant: Brian Willum Petersen
2. Suppleant: Brian Johansen
Vi har store forventninger til, at den store og kompetente bestyrelse betyder, at bygningsbevaringens arbejde kan gribes helt anderledes og effektivt an for fremtiden til gavn for kulturarven og turismeudviklingen på hele Vestlolland.