Fokus på bygninger og detaljer i byen: Refleksioner

Den 27. november satte vi sammen med Nakskov Kunstforening fokus på bygninger og detaljer i byen. I den sidste del af programmet udstak vi en lille opgave, hvor de fremmødte skulle tage stilling til aktuelle billeder fra byen. Vi ville godt have bud på hvad, der gør nogle bygninger særlige og hvad der skal til for at forbedre og engagere – er det fx håndværk, vedligeholdelse, byggestil, detaljer, historie – eller mangel på selvsamme?

Det kom der virkelig gode refleksioner og spørgsmål ud af. Her efter nogle hurtigt nedkradsede noter:

– Husk at kigge op, og ikke kun ned, når du går gennem byen. Særligt Søndergade er interessant mht forskelle mellem første sale og forretningsfacader, hvor der blev rejst tvivl om retningslinjer for fx skiltning og materialevalg.
– H&M bygningen skiller sig særligt ud, den ligner alle andre H&M bygninger, og passer ikke ind i gadebilledet. Hvad kan man gøre i dette tilfælde?
– Kig hele vejen rundt – tjek også bygningers andre sider – du kan blive positivt overrasket.
– Gamle bindingsværksbygninger er blevet renoveret – måske på en måde og med materialer, man syntes var pæne i 1960erne – men måske kan vi lære at leve med det – det er også en del af historien!
– Hvad gør vi med de tomme grunde? Planter dem til med egetræer som en hilsen til Nakskovs byvåben?
– Vi vil gerne være stolte af Nakskov, også når vi får gæster.
– Kan vi lave alternative byguider? Fx baseret på lokales historier.

Vi siger tak for godt samarbejde og til jer, der mødte op.