Indkaldelse til Ekstraordinær Generalforsamling den 30. september kl. 18.30 i Historiens Hus, Jernbanegade i Nakskov.

På bestyrelsesmødet den 14. august måtte vi desværre beslutte at indkalde til ekstraordinær generalforsamling. 


Næstforperson, Pernille Bærendtsen, gav en orientering om situationen i bestyrelsen, 
hvor Flemming Willum Petersen i juni trak sig fra formandsposten pga. sygemelding. Pernille understregede, at der er fuld respekt for Flemmings valg – helbred og familie kommer først. I praksis betyder det imidlertid, at vi ikke har en forperson, idet Pernille, som er næstforperson, ikke er interesseret i at overtage hvervet som forperson. En anden udfordring er, at bestyrelsen mangler aktive medlemmer. Der er derfor brug for at vi forholder os til sammensætningen af bestyrelsen, fordi den pt ikke lever op til vedtægterne:


Ifølge vedtægterne skal vi være 5 medlemmer i bestyrelsen. Det er vi ikke i praksis, og vi mangler foruden en forperson også en kasserer. Vi har har ikke tilstrækkelige resurser til det administrative arbejde med medlemmer og kontingent mm., er det generelt svært at samle alle til aktiv mødedeltagelse.


Mødet besluttede således, at vi må afholde en ekstraordinær generalforsamling.

Pernille fremsatte en ide til et alternativ til den nuværende bestyrelsesmodel, hvis man vil bevare en instans i Nakskov som har fokus på civilsamfund og bygningsbevaring mm. Bestyrelsesmedlem Søren Rosenberg følger op, og vil på den ekstraordinære generalforsamling præsentere et bud på en alternativ model med færre bestyrelsesmedlemmer, mindre administration, hvor man primært mødes online, og har et mere realistisk aktivitetsniveau. 

Derfor – til generalforsamlingen vil vi skulle tage stilling til to scenarier:
A) En alternativ model, der kan videreføre arbejdet, dog på nye præmisser.

B) Nedlæggelse af foreningen (kræver endnu en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling).

Dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling:

  1. Velkomst
  2. Valg af dirigent
  3. Valg af referent

4. Generalforsamlingens gyldighed


4. a. I følge § 5: ‘Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 8 dages varsel’.

4. b. Medlemmernes stemmeret
Fordi foreningen ikke har udsendt kontingentopkrævning siden efteråret 2024 indstiller vi til – med afsæt i vores vedtægter mht. ekstraordinær generalforsamling, hvor det fremgår, at det ‘Kun (er) medlemmer med gyldig kvittering for betalt medlemskab (der) kan afgive stemme på generalforsamlingen’, at medlemmer som har betalt ved den seneste opkrævning (i efteråret 2024), eller som har indmeldt sig herefter, kan stemme til den ekstraordinære generalforsamling. 

5. Introduktion og debat om de to scenarier

Næstforpersonen fremlægger situationen, som beskrevet i introduktionen (B), og bestyrelsesmedlem Søren Rosenberg giver et bud på et alternativ til den nuværende bestyrelsesmodel (A).

6. Afstemning 

Kan vi videreføre foreningen baseret på en ny model for bestyrelsesarbejdet (forslag A)? Hvis forslaget ikke godtages, stemmer vi om nedlæggelse af foreningen (B).

7. Eventuelt